Danmark er et af de førende lande i verden, hvad angår vindmølleproduktion og udnyttelse af vindkraft.

Faktisk var der ved udgangen af september 2018– i følge Gasel.dk – registreret hele 6.221 vindmøller i Danmark. Til sammen producerede de i hele 2018 en samlet mængde strøm, svarende til 41% af det danske strømforbrug. Det er den højeste andel i Europa og langt mere end Irland, som indtog andenpladsen med en procentandel på 28%.

Det kan vi som land roligt være stolte af. Strømproduktion fra vindmøller er nemlig en meget miljøvenlig energiproduktionsform og derfor er det godt, at andelen af strøm produceret af vindmøller vokser.

516 af de danske vindmøller var i 2018 placeret på havet i de såkaldte havvindmølleparker – og dem kan I besøge på en såkaldt vindmøllesafari.

De danske havvindmølleparker

Danmark har 14 havvindmølleparker og blandt de største er Horns Rev 1 med 80 møller og Horns Rev 2 med 91 møller, som ligger ud for den danske vestkyst – samt havvindmølleparken Nysted ved Lolland med 72 møller.

En af de mest synlige havvindmølleparker er den, der ligger midt i Øresund og kan ses fra København, nemlig Middelgrunden, der har 20 møller.

Nyeste skud på stammen indenfor havvindmølleparker er Horns Rev 3, som består af 49 kæmpe havvindmøller og blev indviet i august 2019.

Du kan se en komplet oversigt på Energistyrelsens hjemmeside.

Sådan kommer du på vindmøllesafari

Er du vild med vindmøller, kan du få en spændende oplevelse på udflugt til en af de danske havvindmølleparker. Der er arrangører flere steder, der tilbyder sejlture med guide til de største vindmøller på havet.

For eksempel til Horns Rev 1, 2 og 3 samt Middelgrunden og Nysted.

Du finder en lokal arrangør ved at søge på Google efter udflugter til den pågældende havvindmøllepark eller ved at kontakte de større energiselskaber, som også nogle gange selv arrangerer guidede ture.

3 facts om danske vindmøller

  • En af de største vindmøller i Danmark er en specialudviklet havvindmølle. Den måler 222 meter fra jordoverfladen til øverste vingespids. Det er 5 gange højere end Rundetårn – og hver vinge svarer til længden på et IC3-togsæt med 5 vogne.
  • Nogle gange står en vindmølle helt stille. Det skyldes, at der skal en vindstyrke på mindst 4 m/s til at trække møllen. Vindmøllen lukker samtidig automatisk ned, når vinden er for kraftig. Typisk omkring en vindhastighed på 25 m/sek.
  • Danmarks største vindmølle kan generere hele 36.000 MWh på et år. Det svarer til 8000 husstandes gennemsnitlige, årlige elforbrug.