Når du går hjemme på barsel kan tiden godt være lang, og efterhånden som baby bliver større skal der en del til for at holde ham aktiveret. Heldigvis er der en lang række aktiviteter, du kan gå til sammen med din baby. Nedenfor kan du læse mere om 3 af de mest populære aktiviteter. Fælles for dem er at baby bliver stimuleret, og du har mulighed for hyggeligt socialt samværd med andre forældre.

Babysvømning

Langt de fleste babyer elsker at komme i vand, og det at være i vand er en stor sanseoplevelse for det lille barn. Derfor er babysvømning et hit hos de fleste babyer.

Selve babysvømning foregår et varmt bassin, hvor både mor og barn er i vandet. Undervisningen foregår oftest på hold med andre forældre og babyer. Træneren viser forskellige øvelser, du skal lave med barnet i vandet. Øvelserne bliver lavet som sanglege eller med forskelligt legetøj.

Når baby skal i vandet, skal han have en badeble på. Mange svømmehaller kræver desuden at der er badebukser udenpå badebleen for at sikre, den holder tæt. Tjek reglerne i den enkelte svømmehal.

Omklædning med en lille baby kan være lidt af en udfordring, derfor kan du overveje:

  • Husk en babydyne eller babynest til at lægge baby på, mens du selv klæder om.
  • Medbring gerne et stykke legetøj og/eller en sut
  • Lav babymaden klar på forhånd. Når svømningen er overstået er de fleste børn sultne, og kan ikke vente ret længe på at få mad.

De fleste svømmehaller med varmtvandbassin tilbyder babysvømning. Et forløb strækker sigt typisk over 10-12 gange med undervisning en gang om ugen. Prisen varierer fra 500-1500 kr.

Mange svømmehaller har et cafeterier, hvor det er muligt at give barnet mad og drikke en kop kaffe efter svømningen.

Stimulastik

Stimulastik er ergoterapeautisk koncept, og navnet er en sammentrækning af gymnastik og stimulation. Du kan gå til stimulastik med din baby fra han er ca. 3 måneder.

Aktiviterne på et stimulastikhold er tilrettelagt som enkle øvelser, der er nemme at lave, men som samtidig stimulerer barnets udvikling. Mange steder indgår babymassage også som en del af undervisningen.

Som forælder vil du under et forløb lære en masse om barnets udvikling, så du kan støtte dit barn i de forskellige udviklingsfaser.

Stimulastik undervisningen foregår primært på gulvet, hvor øvelserne laves på yogamåtter eller lignende.

Der findes stimulastik undervisning over hele landet. Ofte tilmelder man sig et forløb, der strækker sig over 6-10 gange. Prisen varierer fra 500-1500 kr.

Babysalmesang

Mange kirker tilbyder babysalmesang for babyer og forældre. Selvom det foregår i kirken og hedder babysalmesang, så er det meget afslappet og på børnenes præmisser.

Ofte er det enten præsten eller organisten, der står for babysalmesang. Forløbet tilrettelægges af den enkelte kirke, og der kan derfor være variationer i aktiviteterne. Men typisk foregår salmesangen i kirken, hvor der er lagt tæpper ud på gulvet. Præsten synger en velkomstsang og så laves der forskellige sanglege og sanseøvelser med børnene.

Der bliver sunget salmer, men også helt almindelige børnesange. Efter salmesangen er der socialt samværd med kaffe og kage til.

Det er helt anderledes end en gudstjeneste, så selvom du ikke er vandt til at gå i kirke, så kan du og baby sagtens deltage i babysalmesang.

Et forløb strækker sig over 8-10 gange og nogen steder afsluttes forløbet med en gudstjeneste, hvor børn og forældre viser, hvad de har lært. Det er gratis at deltage i babysalmesang, men tilmelding er som regel nødvendig.

Er du i en mødregruppe, så kan det være en rigtig god ide at tage afsted til aktiviteter sammen med mødregruppen.