Hvad kan jeg blive? Hvad skal jeg være? Stiller du dig selv disse spørgsmål eller bliver du spurgt af andre, og kender du ikke svaret, så vil jeg forsøge at inspirere og hjælpe dig lidt på vej i dette indlæg.
Indhold i dette indlæg
Dette indlæg er langt. MEGET langt. Så du får lige en oversigt over alle afsnit. Så kan du hoppe ned til de emner der interesserer dig, hvis du ikke orker at læse det hele.
- Mange muligheder for unge
- Hvad interesserer dig?
- Spørg de kloge til råds
- Modenhed er vigtigt
- Penge er ikke alt
- Hvilke uddannelser findes der?
- Få noget erhvervserfaring
- Følg dem du ser op til
- Telefonen ringer ikke!
- Vis verden hvem du er og hvad du kan
- Bliv iværksætter
- Gør din interesse til din levevej
- Hvad kan JEG blive? Mine egne oplevelser
- Hvad skal jeg være?
- Har du andre tips?
Mange muligheder for unge
Der har vel aldrig været flere muligheder for unge end der er i dag. Det er både godt og skidt. Godt fordi det virkelig giver muligheder for at finde noget der passer til dig. Skidt fordi det kan være så uendeligt svært for en teenager at finde hoved og hale i det hele. Tro mig. Jeg har selv været der.
Og selvom din omverden (familie, venner, studievejledere med mere) har de bedste intentioner på dine vegne, så er det ikke sikkert at de går situationen nemmere for dig. Hvis du har svært ved at træffe et valg om hvad du skal være, så håber jeg du kan finde lidt inspiration til at komme videre i resten af dette indlæg.
Hvad interesserer dig?
Det absolut vigtigste for dig efter min mening er at finde ud af hvad der interesserer dig. Hvad brænder du for? Hvad finder du interessant? Hvad vil du gerne arbejde med? Når du kender svaret på disse spørgsmål, så led efter jobs og/eller uddannelser inden for dit interesseområde.
Jeg taler af erfaring når jeg siger at det er vigtigt at du synes det er sjovt at stå op og gå på arbejde eller i skole hver dag. Som minimum skal du kunne holde det ud, og ikke synes at det er en pestilens.
Spørg de kloge til råds
Er du helt blank i forhold til hvad du skal gå i gang med, så spørg en masse mennesker til råds. Der er mange der vil tage dig seriøst og gerne vil hjælpe dig hvis du går til dem med seriøse spørgsmål.
Det kunne være spørgsmål som:
- Hvilket uddannelse tror du kunne være noget for mig?
- Hvad er mine bedste kompetencer?
- Hvilket job tror du jeg ville være dygtig til?
- Find selv på flere.
Disse spørgsmål kan du stille til en masse mennesker. F.eks.:
- Dine forældre
- Din øvrige familie
- Dine venner og veninder
- Din studievejleder, hvis du har sådan en
- Dine lærere
- Dine naboer
Uanset hvem du spørger så brug de svar du får til at danne din egen mening. Og du må endelig ikke lade dig slå ud, hvis der kommer lidt negative tilbagemeldinger i forhold til det du gerne vil. Nogle mennesker har en forudindtaget holdning til nogle emner. Emner der måske interesserer dig. Så uanset om din feedback ikke er 100% positiv, så følg selv muligheden til dørs. Du må ikke lade dig slå ud af udsagn som “det kan du ikke leve af” og hvad der ellers kan blive sagt.
Den bedste feedback kan du måske få fra uventet side. Skal du til at vælge uddannelse, så kan det være en god ide at finde personer der kender dig som stadig er unge, men ældre end dig at få feedback fra. For det første kan de nemt relatere til din situation (de har jo selv være i den for nyligt). Derudover er de kommet skridtet videre og har allerede dannet sig nyttige erfaringer på baggrund af de valg de har truffet.
Måske har du ældre søskende, en fætter eller kusine, nogle naboer,. Det kunne også være nogle af dine venner eller veninders ældre søskende. Hvis du går til én af dem for den slags feedback, så er jeg sikker på du kan få noget godt ud af det.
Modenhed er vigtigt
Mange unge mennesker springer ud i en uddannelse og gennemfører den aldrig. Måske fordi det ikke lige var det rette valg. Tit tror jeg dog det handler om modenhed. Unge mennesker der kommer ud af folkeskolen eller gymnasiet (måske især drenge) ER bare ikke så modne. OG det gør det endnu sværere at træffe det rigtige valg.
Et godt råd til dem der endnu ikke aner hvad de vil, eller som godt kan bruge et par år at modnes i er at finde noget almindeligt arbejde. Kan du finde noget der er relevant i forhold til det der interesserer dig er det selvfølgelig nr. 1, men det kan også sagtens blot være et fabriksarbejde, tankpasser, avisbud. Ja det er faktisk lige meget hvad det er. Pointen er bare at du prøver noget andet i et år eller 2. Det er også godt hvis du er skoletræt at tage et arbejdsår eller 2.
Ikke alene modnes du af det. Du tjener også gode penge ved det. Og du kan også sagtens lære en masse af det. Også selvom det ikke er relevant i forhold til den retning du måske vil gå i. Men på et hvert arbejde har du kolleger, en chef, der er bestemte rutiner for hvordan ting gøres på arbejdspladsen. Alt dette vil du lære meget af at være en del af. Alt dette kan du tage med dig videre.
Og vi bliver jo alle klogere undervejs, så måske finder du ud af at den slags arbejde slet ikke er så tosset. Eller at det slet IKKE er noget for dig. Så har du allerede gjort dig nogle erfaringer, fået en pause fra skolen, samt blevet modnes en smule.
Penge er ikke alt
Hvis du vil på jagt efter et job, så er det ret vigtigt at du ikke er fokuseret på penge som den primære motivation. I min verden er det lagt vigtigere at du finder noget du trives med. Noget som du er glad for at stå op til hver eneste dag. Så er hvor meget du får i løn det der bør komme i anden række.
Da jeg selv var yngre var prioriteringen nok omvendt, men jeg har bare erfaret at det er LANGT vigtigere at være glad end det er at tjene mange penge. Finder du noget hvor du både elsker dit job og tjener gode penge, så er det selvfølgelig super fedt. 🙂
Hvilke uddannelser findes der?
Som jeg startede med at fortælle dig så finders der i dag et hav af forskellige uddannelser inden for mange forskellige brancher. Det er du sikkert allerede klar over.
Hvis du har svært ved at danne dig et overblik og finde ud af hvad du skal vælge, så er der dog hjælp at hente i et hæfte/bog der udkommer hvert år, som hedder “hvad kan jeg blive”. Den kan du evt. købe for at danne dig et overblik eller for at se om du kan finde nogle interessante uddannelser du ikke kender i forvejen. I bogen kan du også få svar på hvilke optagelseskrav der er, hvordan uddannelsen er opbygget, om den er SU berettiget, hvilken type job du kan få efterfølgende og meget mere. Bogen kan købes her.
Få noget erhvervserfaring
Når du skal til at søge jobs, så kan du roligt regne med at dem der har erhvervserfaring står forrest i køen. Men nu hvor du ved det, så kan du jo forsøge at gøre noget ved det!
Alt tæller. Også ikke relevant erhvervsarbejde. F.eks. fabriksarbejde. Det er dog helt klart det erhvervserfaring der kan relateres til branches eller det type arbejde du søger, der giver dig de bedste muligheder. Så du skal gøre alt hvad der står i din magt for at få noget erfaring eller på anden måde vise frem hvad du har lavet som er relevant for det arbejde du søger.
Det kan f.eks. være:
- Kurser du har taget (eller kan tage) i “fritiden”. Et eksempel kunne være: Ledelse inden for spejderbevægelsen.
- Er du muligt at du kan uddanne dig selv og lave ting du kan vise frem på internettet? Arbejder du med noget i online branchen, så kan du f.eks. dygtiggøre dig hjemmefra og vise hvad du kan via internettet.
- Tilbyd din arbejdskraft gratis (eller billigt) steder hvor det giver mening. Du får relevant erhvervserfaring og arbejdsgiveren får billig arbejdskraft = Win/win. Om ikke andet i en periode. Måske kan der også komme fastansættelse ud af en sådan strategi.
- Udnyt dit netværk, eller dit netværks netværk, til at få en fod indenfor et relevant sted.
I perioder hvor du f.eks. går ledig, går i skole eller andet, kan det være en god idé at forsøge at finde relevant erhvervserfaring for at få et bedre CV og styrke din egen position på jobmarkedet.
Følg dem du ser op til
Du har sikkert en række mennesker inden for nogle erhvervsområder du synes har gjort det godt – og som du kan lære en pokkers masse af. Hvad end det er Simon Spies, Lars Larsen, Janus Friis, Martin Thorborg eller en hvilken som helst anden person, så følg dem. Læs alt hvad du kan om dem og lær’ af dem.
Brug deres succesoplevelser og nedture som inspiration og motivation i dit eget arbejdsliv. Læs deres selvbiografier, deres blogs, følg dem på de sociale medier. Jeg gør det selv i stor stil, og det lærer jeg meget af hver eneste dag. Hvem ved. Måske kan dette også være en døråbner for dig, for det kan jo være at du pludselig får mulighed for at komme i dialog med en af dem. Jeg kan varmt anbefale denne taktik.
Kender du ikke nogle dygtige og relevante personer du kan følge, så spørg dine forældre, dine venner eller andre til råds om hvem der gør (eller har gjort) det godt inden for dine interesseområder.
Telefonen ringer ikke!
Det er kun lommeuld der kommer af ingenting, så det nytter ikke at vente på at nogen ordner det for dig. Du må ikke regne med at nogen ringer til dig med en løsning, når du mangler at finde ud af i hvilken retning du vil gå.
Du er nødt til selv at finde ud af det. Og du skal være aktiv for at gøre det. Du kan med fordel bruge de muligheder du allerede får stillet til rådighed. Når du ved hvad du gerne vil, så skal du gå målrettet efter det, hvad end det er en uddannelse, at blive iværksætter eller dit drømmejob.
Vis verden hvem du er og hvad du kan
Du er nødt til at være fremme i skoen. Du skal vise verden hvem du er, hvad du står for og ikke mindst hvad du kan. Det kan du gøre på mange måder. Hvilken metode du skal arbejde med kommer nok an på om du er på jagt efter en uddannelsesretning, et job eller noget helt tredje.
Uanset hvad så skader det ikke at du arbejder med dit personlige brand og allerede i en ung alder tænker på at begynde at opbygge et godt netværk. Du kan læse lidt mere om personlig branding strategi her.
Så kort fortalt, så fortæl verden om dine ønsker, mål, kompetencer og så videre. Det kan du f.eks. gøre via:
- de sociale medier (Facebook, LinkedIn, Google+, Twitter med flere)
- blogging
- videoer på YouTube
- messer og andre netværk events
- uddannelsesdage
- og meget meget mere
Kun fantasien sætter grænser. Jo før du ved hvad du vil jo før kan du lave en plan for hvordan du kommer i mål.
Bliv iværksætter
Du har også muligheden for at blive iværksætter. Det kan måske virke endnu mere uoverskueligt end det at finde et job eller en uddannelse. Men tro mig, så slemt er det heller ikke. Især ikke hvis du går sammen med én eller 2 andre om at starte noget op. Er du selv med det hele kan det godt virke overvældende.
Der er jo heller ingen der siger at du skal gå all in. De fleste virksomheder startes nok som hobbyprojekter eller ved siden af et normalt job hvis den nødvendige indkomst er sikret derigennem. Og hvis du tænker over det, så har får du ikke bedre forudsætninger for at starte noget op mens du er ung.
- Du har ikke så mange forpligtelser som de fleste utvivlsomt får senere i livet (hus, familie med mere)
- Måske kan du bo hos dine forældre mens du starter op, så du kan give den 100% gas med virksomheden
- Måske kan du have en arbejde ved siden af i en opstartsfase
- Måske kan du starte op ved siden af din skolegang
Hvis du har en god ide, så vil jeg anbefale dig at få det prøvet af. Får du bare en lille snert af succes, så vil du med statsgaranti få blod på tanden til mere. I hvert fald hvis det er noget du brænder for.
Husk også at du som erhvervsdrivende er med til at hjælpe samfundet, opnår stor frihed, får et arbejde du elsker.
Hvis det er noget der tænder dig, så vil jeg anbefale dig at finde en masse selvstændige (og gerne unge mennesker) der er værd at følge. De kan inspirere og motivere dig – og måske endda hjælpe dig. Måske har du hørt om Casper Blom og Rasmus Borup Nielsen. Det er 2 unge succesfulde iværksættere som har taget springet med stor succes. Dem kan både du og jeg sikkert lære en masse af. 🙂
Du kan næsten ikke være iværksætter eller have interesse for det uden at være aktiv på Danmarks største iværksætter forum Amino. Her kan du finde svar på alt mellem himmel og jord inden for iværksætteri. Og du kan spørge om alt mellem himmel og jord og få hurtig og god hjælp. Det er virkelig et godt sted på nettet.
Tænker du stadig “hvad kan jeg blive”, så tænk over om ikke du skal være iværksætter! Det er en fed livsstil skulle jeg hilse og sige. 🙂
Gør din interesse til din levevej
Hvis du har en interesse du virkelig brænder for, ville det så ikke være fedt hvis du kunne leve af det? Enten som selvstændig eller via en job inden for dit interesseområde. Måske er det ikke umuligt. Har du tænkt på det?
Jeg kan give dig et eksempel med en ung dame som jeg er meget imponeret af. Jeg kender hende slet ikke, men jeg har lagt mærke til hende i medierne på grund af hendes engagement for fodboldklubben SønderjyskE. Hun hedder Maria Kammann, er 19 år (i skrivende stund) og er måske klubbens største fan.
Hun brænder tydeligvis for klubben og bruger en masse tid på at opdatere hendes hjemmeside hvor hun dagligt skriver om holdet, interviewer spillere og trænere. Det er ret bemærkelsesværdigt hvad hun har bedrevet med hendes hjemmeside soenderjyskefan.dk.
I forbindelse med dette indlæg var hun den første jeg kom til at tænke på i forhold til det med at gøre hendes interesse til en levevej. Jeg tror nemlig at hun med hendes engagement ville være et kæmpe aktiv for klubben. Og hvis de ikke allerede har tilbudt hende et job, så vil jeg mene at de er godt tossede hvis de ikke gør det på et tidspunkt.
Hvis det ikke lykkes så er der også et andet alternativ, nemlig fodboldreporter på en af de mange danske tv stationer. Det må da ligge lige for, med den erfaring hun opbygger via hendes arbejde med SønderjyskE. Måske skal der en uddannelse til også, men hendes “erhvervserfaring” i denne forbindelse kan gøre at hun står forrest i køen når jobbet på TV3+ eller en af de andre kanaler bliver ledigt.
Hun opbygger også et netværk i og omkring klubben. Hun er (kunne jeg forestille mig) vellidt blandt spillere og trænere. Hvordan kan hun næsten være andet. Dette netværk kan også vise sig at blive guld værd i en eventuel jobsituation for hende senere i livet.
Hvis du læser med her Maria, så vil jeg bare sige: Godt gået! Det er fedt at følge dit engagement for SønderjyskE.
Hvad kan JEG blive? Mine egne oplevelser
Jeg har også været en snotforvirret teenager engang. Jeg spurgte ofte mig selv: Hvad kan jeg blive eller hvad skal jeg være. Jeg har i den grad haft svært ved at finde ud af hvad jeg skal være.
Jeg forsøgte selv at benytte alle disse råd jeg har opstillet i artiklen her. Alligevel var der tilfældigheder med i spil, da jeg endte med at blive selvstændig.
Jeg tog den ene uddannelse efter den anden, da jeg selv selv i starten af 20’erne ikke anede hvad jeg ville. Så jeg har gået mange år i skole. Også alt for mange set i bakspejlet. Men det er nemt at være bagklog. Og disse år har jo trods alt været med til at modne mig. Og det havde jeg nok brug for.
Efter 9 klasse, tog jeg også 10 klasse med. Herefter tog jeg 3 år på HTX. Herefter gik jeg 1 år på handelsskole og fik en HHX. Så tog jeg til Esbjerg og læste til datamatiker. Det blev til 2 forsøg på 1 semester (det var ikke lige mig). Det var den rette branche men det var ikke helt det rigtige. Så tog jeg på multimediadesigner uddannelsen efterfølgende og gennemførte den. Herefter var der ikke nogle jobs at få – eller jeg var ikke dygtig nok til at få dem, så jeg valgte at læse en bachelor (Medialogi) på yderligere 2 år.
Da jeg var færdig med den, var jeg 27 år og havde stadig ingen erhvervserfaring (ud over nogle studie jobs på Arla og Danfoss). Jeg begyndte herefter for alvor at dygtiggøre mig derhjemmefra ved at lave mine egne projekter for små foreninger og mindre virksomheder. Jeg gjorde det gerne gratis eller for ganske få penge, da det for mig handlede om at få noget erfaring mere end at tjene pengene.
Det gjorde jeg i 3 måneder. På de 3 måneder lærte jeg næsten mere end på de foregående 4 år i skolen. Og det førte mig også videre til at starte op som selvstændig inden for hjemmesideproduktion sammen med en studiekammerat. Det startede i 2004 og kører den dag i dag.
Mit pointe er at der gerne må være et par fejlskud i bøssen. Har du, som jeg havde, uendelig svært ved at finde ud af hvad du skal, så må du bare prøve dig lidt frem. Det er der ikke noget galt i.
Min anden pointe er at du skal ud erhvervslivet før du for alvor lærer noget. Jeg vil ikke anbefale dig at blive evighedsstudent. Min erfaring siger at du lærer dobbelt så meget i virkelige (relevante) jobs på den halve tid i forhold til skolegang og uddannelse. Så kom ud i relevante jobs så snart du kan eller gå sole med din egen virksomhed.
Hvad skal jeg være?
Jeg håber at du med dette indlæg er blevet bare en lille smule inspireret i jagten på at finde ud af hvad du skal være. Rådene i denne artikel er ikke kun mine egne erfaringer men også input fra mine gode venner, kolleger og andre jeg gennem livet har drøftet dette emne med.
Brug gerne nogle af ideerne og ellers brug det som input til at danne din helt egen mening om hvad der er bedst for dig. For uanset hvem du lytter til, stoler på, for gode ideer fra, så er det KUN dig der i sidste ende kan træffe valget. Det er jo dit liv. Det er dig der skal leve med dit valg. Du må endelig ikke træffe en beslutning for at gøre andre glade. Du skal først og fremmest være tro med dig selv og vælge en retning der gør dig glad.
Og vælger du ikke rigtigt første gang, så er der plads til at skifte retning i andet forsøg. Det er der MANGE der har gjort før dig, så det må du ikke se som et stort nederlag. Bare op på hesten og stol gerne på din mavefornemmelse.
Har du andre tips?
Har du andre råd som kan hjælpe folk der spørger sig selv “hvad kan jeg blive” eller “hvad skal jeg være”, så bud endelig ind med en god kommentar herunder.
TAK for en RIGTIG god side – du har fået sagt lige præcist det, som vi forældre uden held har forsøgt at sige til vores 19-årige frustrerede søn, som har forsøgt sig med 2 forskellige uddannelsesforløb uden succes.
Dit indlæg gav ham lige det, der skulle til for at han nu har bestemt sig for at få noget erhvervserfaring – nu skal han så bare lige finde et job…
VH/Mette Jørgensen
Hej Mette
Mange tak! Jeg er glad for at indlægget kan bruges. 🙂